Angstbehandling af børn og unge
Cool Kids og Chilled – Behandling af angst ud fra manualerne Cool Kids og Chilled
Angst er en af de mest udbredte lidelser i den vestlige verden. Desværre oplever flere og flere børn og unge at være belastet af angstlidelser. Ubehandlede angstlidelser i barndommen og ungdommen giver ofte nedsat livskvalitet – også ud i voksenlivet.
Der er den seneste tid kommet øget fokus på behandlingen af børn og unge med angst – blandt andet grundet den danske oversættelse af de australske evidensbaserede behandlingsprogrammer Cool Kids (7-12 årige) og Chilled (13-17 årige). Forskere har undersøgt, hvordan man bedst behandler angst og har fundet ud af, at Cool Kids og Chilled begge er meget effektive. Programmerne bygger på Kognitiv Adfærdsterapi. Begge programmer er opbygges således, at de kan anvendes både i individuelle behandlingsforløb og i gruppeforløb.
Over 10 sessioner arbejdes med at besejre angsten. Der arbejdes blandt andet med at forstå angsten, at lære at tænke mere realistisk, at se angsten i øjnene og udfordre den, at lære at håndtere hverdagen på trods af angsten samt at træne sociale færdigheder og problemløsning. Programmerne er orienteret om, at både barnet/den unge samt deres forældre lærer, hvordan de skal håndtere angsten, så der kan opnås større tryghed i hverdagen. Barnet/den unge lærer teknikker til at berolige sig selv og til at undersøge negative tanker og erstatte dem med mere støttende tanker. Der tages i programmerne ikke nærmere stilling til årsagerne til angsten.
Jeg tilbyder individuelle behandlingsforløb. Fordelen ved at følge programmet som et individuelt forløb er muligheden for en større tilpasning til jeres barn og de konkrete problemstillinger, I oplever i forhold til angsten. Derudover kan der i behandlingsforløbet indgå nærmere overvejelser om årsager til angsten, hvis det viser sig relevant at inddrage og arbejde med dette også.
(Jeg vil muligvis i løbet af efteråret 2018/foråret 2019 tilbyde Cool Kids og Chilled som gruppeforløb).
Forløbet består af en grundig forsamtale og herefter 10 sessioner af 1 times varighed med et fast tidspunkt om ugen. Som regel er det hensigtsmæssigt at mødes én gang om ugen i den første halvdel af programmet og derefter hver anden uge. Hver session indeholder gennemgang af teorien bag en ny teknik, samtale om dagens emne, hvordan ugen er gået, barnet/den unge arbejder med sit øvehæfte, forældrene arbejder med deres øvehæfte. Hele behandlingen afsluttes med en opfølgningssamtale for at sikre den bedst mulige effekt.
Ved behandlingsforløb med børn skal den ene forælder som minimum deltage (gerne begge forældre). Ved behandlingsforløb med unge aftaler vi individuelt, hvor meget og hvornår forældrene skal deltage afhængig af den unges alder, ønsker og jeres familiesituation.
Samlet pris 8500 kr inklusive øvehæfter til barn/ung/forældre.
Eventuelle supplerende samtaler tilbydes til ordinær timepris på 950 kr.
Nogle sundhedsforsikringer dækker et behandlingsforløb – og Sygeforsikring “danmark” giver 22% støtte på hele beløbet.
Ring gerne og hør nærmere, hvis det har din interesse eller såfremt du har spørgsmål.